En kartoffeltysker del 2 - Kitta & Sven

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

En kartoffeltysker del 2

Slægt > Livshistorier


INDHOLD - Del 2

  • Udlodning af jord


  • Huset


  • Forholdet til lokalbefolkningen


  • Landbruget


  • Flytning


  • Mange børn


  • Efterkommerne


  • Kilder


  • Efterlysning


En kartoffeltysker,
der lokkes til Danmark
Del 2

Udlodning af jord

Udlodningen fandt sted 24. september 1763 på Gerrebæk Kro.

Forinden var gået et vanskeligt arbejde med at udpege områder og få landmålere til at definere parcellerne. Det stykke jord, kolonisterne fik, var lille. De var ellers blevet lovet så meget jord, de kunne opdyrke.
Der var meget modstand i lokalbefolkningen. Lige pludselig var den jord, de før havde afvist at gå i gang med at dyrke, meget værdifuld.

Kortet er fra 'Kolonisten-Atlas' af Ilona og Johs. Hansen


Man trak lod om koloniststederne - dog sådan, at man tog hensyn til familiebånd.

Peter kom til Tønder Landsogn. Kolonien hed Frederiksgave og bestod i 1763 af 9 koloniststeder. Peter blev tildelt T 1/8, som var 1½ plads. T 1/8 og T 1/9 var 1½ plads, mens resten af gårdene havde 2 pladser.

Nåja, nu var der jo ingen gård endnu - kun et stykke uopdyrket lynghede.

At kalde Frederiksgave en koloni er efter vores mening en overdrivelse. Stederne var placeret langt fra hinanden. Under disse betingelser var det umuligt at etablere et landsbyfællesskab. T 1/1 til 1/4 var placeret i Sølsted - 10 km væk.

Anna Maria Lang (Hans Jacobs enke) kom til at bo hos sin søn Peter på T 1/9. Vi ved i øjeblikket ikke, hvor hendes 2 børn kom hen. Johann Philip Hamann, som var gift med Peters søster Maria Regina, fik koloniststed T 1/6 og boede 2½ km væk.  

Billedet øverst er fra Tinglev Lokalhistoriske Forenings arkiv.

Nederste rekonstruerede jordhytte er fra Naturerlebnisraum Kolonistenhof i Neu Duvenstedt nær Rendsborg.

24. september 1763 er langt henne på året, - ingen form for høst var mulig. Det var vigtigt for kolonisterne at starte opdyrkningen af jorden fra dag 1. Vi ved at bygmesterene , der skulle bygge kolonisternes huse først fik opgaven den 5. oktober 1763, så der har helt sikkert ikke været et hus, de kunne flytte ind i. Det var ikke muligt at blive i indkvarteringen, der lå 40 km væk.

Af nød måtte kolonisterne - med hjælp - bygge sig en jordhytte. Væggene var under jorden og kun tag-
konstruktionen var over jorden. Tagdækningen var lyng og græstørv, så det har ikke ydet meget ly for sne og storm. Der var desuden meget kolde vintre dengang.

Her boede Peter Kühner og Christina med deres spæde datter den første vinter, og den  17. februar 1764 fødtes en lille ny datter, Anna Maria Elisabeth. Alle 4 klarede sig igennem vinteren, men lille Elisabeth døde 4. september 1764.


Hver kolonist fik tildelt:

2 heste eller trækokser
1 malkeko (brændemærket som kongens ejendom)
2 får
1 vogn
2 harver
1 plov, spade, skovl, hakke
800 sten til en ovn
vinterfoder, træ, tørv, såsæd (på kredit)

Hvad stiller man op med alt dette uden et hus at leve i?

Trods de umennesklige forhold holdt Peter Kühner og Christina stædigt ud. Man kan forestille sig, at de ofte drømte sig tilbage til Kürnbach; men det var svært at blive løst fra troskabseden. Hvis de flygtede og blev pågrebet, blev de straffet hårdt med lange fængselsstraffe.

I løbet af 1764 har de vel også fået et kolonisthus. De fik lov selv at bestemme, hvor huset skulle placeres på deres jordlod, ligesom de havde indflydelse på husets indretning. Til gengæld var huset bygget efter samme skabelon. Alle bygnings-materialer var beskrevet i lister. Måske var det danmarkshistoriens første typehus.

I en liste fra 14. december 1763 optræder 10 bygmestre, heriblandt Lorentz Paulsen fra Tønder. Han skal bygge ialt 9 huse. Det passer meget nøje med det antal kolonist-steder, der er i kolonien "Frederiksgave". For dette arbejde skulle han have mellem 320 og 330 r pr. hus. For dette beløb kunne man købe ca. 30 køer.
Husene var på 104 m², 1/3 blev anvendt til beboelse, resten til stald og lo.

Projekteringen af de mange kolonisthuse blev 30. maj 1761 lagt i hænderne på bygmester Jacob Benetter, Slesvig. Til venstre ses hans typehus-tegning.


I Freilichtmuseum Molfsee/Kiel er genopført dette kolonisthus, som tilhørte familien Schaaf fra kolonien Westscheide nær Slesvig. Familien Schaaf udvandrede fra Kürnbach i 1762. Det er et såkaldt Type II hus, og vi må formode, at det var sådan et hus, Peter og Christina langt om længe fik bygget i 1764.

Kvaliteten af byggeriet var meget svingende, både mht. materialevalg og den håndværksmæssige udførelse. De ansvarlige tilsynsførende med kolonierne kom med mange påbud om udbedringer af husene - efter klager fra kolonisterne. Fx var der mange eksempler på mursten, som pga. dårlig lerkvalitet og dårlig brænding ikke tålte vind, regn og frost. Tagene var ofte tækket med for tyndt et lag strå, så det regnede og blæste ind, og den stejle tagrejsning egnede sig ikke til en efterårsstorm fra vest. Kolonisthusene i Tønder Amt lå nord-syd, i Flensborg og Gottorp Amt lå de øst-vest. Husene i Tønder Amt blev dog opført med en del forbedringer. Husene blev 4 fod bredere for at staldene kunne fungere, og tag og vægge skulle være tykkere.  

Det viste sig meget hurtigt, at specielt bo-delen var for småt dimensioneret. Derfor byggede mange kolonister om på husene, efterhånden som de fik overskud.

Peter Kühner fik kongeligt fæstebrev på ejendommen 17. november 1764. Familiens 2. vinter på koloniststed T 1/8 må have været lettere at komme igennem.

Nu kunne de måske tro på en fremtid her...

Vi har ikke Peters fæstebrev, men har fået lov at affotografere Daniel Kühnes fæstebrev på Koloniststed 20 i Sofiedal. Dokumentet er udlånt af Evald Hansen, som i dag bor på koloniststedet.
Se hele dokumentet

Ligeledes har vi fået lov at affotografere denne 'Contra-Buch', en regnskabsbog, som viser Daniel Kühne's afregninger med øvrighederne vedr. sit koloniststed. Nærstuderer man dokumentet, ses det tydeligt, at Daniel Kühne havde svært ved at klare afdragene. Vi nævner det, da det nok gjaldt flertallet af kolonisterne, - sikkert også vores Peter Kühner og hans familie. Vi ved det ikke.
Fra omkring side 7 i bogen er Daniels efternavn fejlagtigt af skriveren ændret fra Kühne til Kühner...

Vil du se hele Daniel Kühne's Contra-Buch med maskinskrevet, tysk afskrift -klik her!



Gå til top

Forholdet til lokalbefolkningen

Der findes i litteraturen og på nettet mange beretninger om, hvordan lokalbefolkningen modtog de mange fremmede, som kom herop sydfra. Isolation, udelukkelse fra det lokale fællesskab er nogle af de "milde" former, som kolonisterne blev mødt med. Mere håndfaste som vold og overfald er andre. Dr. Hans Peter Stamp beskriver i sin net-publikation 'Kolonisierung von Moor und Heide auf der Schleswigschen Geest in den Jahren 1761 bis 1765' hvordan uoverensstemmelser mellem kolonisterne og de lokale ofte gik i sig selv igen, når de unge mænd blandt kolonisterne mobiliserede fætre og svogre!

Hvorfor blev der set ned på disse fremmede, når nu de havde sagt jatak til at påtage sig en opgave, som ingen danske havde haft lyst til, - nemlig at være med til at kultivere uproduktiv hedejord og på sigt skabe god, frugtbar landbrugsjord? Svarene er mange: De nysankomne havde et andet sprog, så lidt anderledes ud, gik anderledes klædt, havde andre spise- og kulturvaner osv. Sagt kort, - de var anderledes.

















Scene fra NDR3's dramadokumentariske film
om kolonisterne, hvor den lokale befolkning kaster sten efter de tilrejsende kolonister.

Frem for alt følte man, at de nye samfundsborgere var begunstigede på de lokales bekostning. Dels skulle de huse de tilrejsende familier, indtil disse kunne få deres eget, dels var kolonisterne fritaget for militærtjeneste osv.
Det, der nok gjorde allermest ondt, var det faktum, at kolonisterne var blevet lovet, at de ikke skulle betale tiender af deres produktion, samt at de var fritaget for alle former for skatter og afgifter til kongen i 20 år. Sidst, men ikke mindst fik de dagpenge, indtil de kunne ernære sig selv. Det var bare for meget!

Vi har ingen konkret viden om, hvordan vores lille familie blev modtaget og set på i lokalsamfundet.

 
 
 
 
 
 
 
 

Landbruget

Inden kolonisterne var rejst mod Danmark, var de blevet lovet så meget jord, de kunne opdyrke.

Men også her var der tale om et skæbnesvangert løftebrud. Jordstykket, kolonisterne fik på heden, var 9 ha. Peter Kühner fik 1½ plads - altså 13,5 ha. Kvaliteten af jorden var meget ringe. At brødføde en stor familie var umuligt. Men det havde de ingen mulighed for at gennemskue på daværende tidspunkt.

Det var strengt forbudt at afbrænde lyng. Der blev givet anvisninger på, at man skulle hakke lyngen op med en hakke som den på billedet til højre. Først derefter kunne ploven arbejde i jorden. Lyngtuerne skulle lægges i volde rundt om marken som skel. Den første vinter anvendtes lyngen også som tagdække på jordhytterne.

Alle kolonister i Tønder Amt havde heste som trækdyr. Det fremgår af denne tabel fra Otto Clausens bog: Chronik der Heide- und Moorkolonisation in Herzogtum Schleswig 1760-1765.




I 1700-tallet brugte man mest en stor hjulplov med 2 hjul, som skulle trækkes af 8 okser eler 4 stærke heste. Kolonisterne fik en plov uden de 2 store hjul, og havde altså 2 heste til at trække den. At få jorden gjort klar til såning om foråret har været hårdt, fysisk arbejde.

Dertil kommer, at klimaet var koldere, end i dag. Der var meget kolde vintre og korte, våde somre. Perioden fra 1300-tallet til 1850 kaldes "den lille istid".

Der kom inspektører som skulle kontrollere, at kolonisterne var egnede - og arbejdede for sagen. Høst-udbyttet blev opgjort og dyrene talt. Mange - deriblandt vingartnere - blev sendt hjem igen eller forsatte til Rusland, hvor Zarina Katharina II havde en hvervekampagne mage til Frederik V's i gang.

Ifølge koloni-inspektørernes resultatlister gik det godt for Peter Kühner de første år, - hvis man sammenligner hans udbytte med de andre kolonisters. I Otto Clausens bog har vi fundet inspektør Bocks indberetning fra december 1766, hvor Peter har det bedste udbytte i Kolonien Fredriksgave i Store Emmerske. At være blandt de bedste blev belønnet med en bibel og/eller et pengebeløb. Dette skulle anspore de øvrige kolonister til flid og foretagsomhed.

Peters udbytte var altså 2 tønder rug, 2 tønder byg, 2 tønder havre og 8 tønder kartofler. På dette tidspunkt har han altså erfaret, at jorden giver det største udbytte, hvis der dyrkes kartofler. Han har endnu ikke fundet ud af, at boghvede er en god afgrøde på den sandede jord.

En tønde rug svarer til 100 kg, en tønde byg 75 kg, en tønde havre 65-70 kg og en tønde kartofler 50 kg. Så der er ingen tvivl om, at de har sultet. Der skulle være foder til dyrene, og i hvert fald har de skullet passe på, at der var såsæd og læggekartofler nok til foråret.

I 1766 havde Peter og Christina 1 barn, - 2 børn var døde som spæde. Han skulle også forsørge sin mor og måske de 2 søskende, hvis skæbne vi ikke kender.

På dette tidspunkt var der ingen mulighed for ekstra indtægter. Kolonisterne skulle bruge kræfterne på at dyrke jorden og måtte ikke have bierhverv. Man måtte fx ikke sælge tørv eller drive krodrift. Det blev endda straffet med fængsel. Kvinderne måtte derimod gerne væve og sælge deres produkter.

Dagpengene var forlængst hørt op. Enkelte familier fik dagpenge ud over det første år, men fra 1766, hvor kongen døde, stoppede alle dagpengeudbetalingerne. Der kendes mange eksempler på, at økonomisk dårligt stillede kolonister i desperation sendte Kongen en anmodning om bistand, enten til dyrefoder eller for at skaffe familien lidt mad på bordet.

Således sendte samtlige kolonister fra 1., 2, og 3. koloni i Tønder Amt (Frederiksgave, Julianebjerg og Christianshåb) den 13. marts 1766 en ansøgning til den nye konge, Christian VII om hjælp til indkøb af såsæd, ligesom mange huse ikke var færdigindrettede. De fortalte, at de endnu ikke havde haft nogen indkomst, samt at priserne til gengæld var steget på såvel såsæd som vinterfoder.

Kolonisterne anførte i ansøgningen, at de som nye, danske statsborgere endnu ikke kunne optage lån i deres bedrift. Hvis Kongen vil yde dem den gunst at forære hver kolonist 7-8 rigsdaler til såsæd, ønskede man ham og hans efterkommere et langt og velsignet liv.

Tønder-kolonisternes anmodning til Kongen gjorde så stort indtryk på amtmanden i Tønder, at han den 30. august 1766 foreslog Rente-
Kammeret (Finansministeriet) i København, at kolonisterne skulle have mulighed for at få en konto i 'Skylds- og Pantprotokollen', en slags kreditkasse. Her skulle den enkelte kolonist kunne få kredit op til værdien af sin ejendom.

Dette vandt ikke umiddelbart gehør; først den 29. december 1767 fik kolonisterne mulighed for at låne.














Det var ikke ualmindeligt, at kolonisterne måtte supplere den sparsomme, daglige føde med de bær og fugleæg, de kunne samle på heden.

Til stor forundring for de lokale anlagde kolonisterne hurtigt  urtehaver ved husene. Her blev der dyrket kål og forskellige andre grøntsager, krydderurter og bær. Havebrug var ikke kendt på egnen, før kolonisterne holdt deres indtog. De havde traditionen med sydfra. Efterhånden tillagde de lokale sig også denne skik.




I 1769 var der blevet ensomt på heden i Store Emmerske.
I kolonien Frederiksgave var der nu kun 2 udlændige tilbage. De andre koloniststeder var blevet overtaget af "de indfødte".



'Ensomheden på heden'
Radering af Ingwer Paulsen

 
 
 
 
 
 
 
 

Flytningen

I 1760’erne var det teoretiske kendskab til effektiv landbrugsdrift meget lille. De lokale bønder drev stort set landbrug, som man havde gjort mangfoldige generationer før dem.

For kolonisterne, som kom fra det frodige Sydtyskland, var det nærmest en umulig opgave at skabe en landbrugsproduktion, man kunne leve af. Dr. Stamp nævner som en af forklaringerne, at den jord, kolonisterne var blevet tildelt, var ubrugelig til landbrugsdrift. Dertil kom, at mindre end 10% af de tilrejsende sydfra var bønder, mere end halvdelen var daglønnere. Blandt de sidste ca. 40% finder man skræddere, snedkere, soldater – og såmænd også teologi-studerende. Vi skønner, at Peter Kühner måske var daglønner før udrejsen til Danmark.

Han måtte i 1769 erkende, at han ikke kunne skabe til dagen og vejen på T 1/8 i kolonien Frederiksgave. Den sandede hedejord blev med årene mere og mere udpint, - høstudbyttet sank år for år, hvilket var det almindelige billede i næsten alle kolonierne.

Dertil kom måske også, at nærmeste nabo på koloniststed T 1/9 havde rod i deres liv. Det var måske ikke så rart at blive slået i hartkorn med dem. Heinrich Ziegels enke fik et barn udenfor ægteskab. Barnefaderen var kolonisten på T 1/4. Hun blev derefter gift med Caspar Way, invalid tidligere soldat. I 1765 var familien i stor nød, 8 heste døde og i 1769 skrev de til kongen for at få hjælp.

Mange kolonister valgte at flytte til et andet koloniststed, hvor der måske var bedre muligheder.

Så da lejlighed bød sig, valgte den nu 28-årige Peter Kühner at flytte med sin kone og 3 små døtre til en anden koloni, Christianshåb i Burkal Sogn. Lokaliteten hedder idag Lille Jyndevad. Her boede der i forvejen flere kolonistfamilier fra Kürnbach. Der var næsten en hel lille landby – til forskel fra Store Emmerske i Tønder Landsogn.

Flytningen fandt sted 3. juli 1769.

De fik T 3/9, som Georg Drechsler tidligere havde haft.
Her var der 18 ha til rådighed, og Georg Drechsler havde i 1766 haft det største udbytte i kolonien Christianshåb.


Der var mange fordele ved at være tæt på sine landsmænd. Ved uoverensstemmelser med de lokale stod man stærkere, når man var del af et fællesskab. Man kunne dele sprog og kultur. Man kunne støtte hinanden ved sygdom i dyrehold og hos mennesker. Man kunne udveksle erfaringer omkring driften af landbruget, og konerne kunne dele frø og planter med hinanden, så havebruget kunne blive mere effektivt. Man kunne samles til sang og historiefortælling, de var faddere til hinandens børn osv.

I Store Emmerske var der 2 kolonistfamilier, der tilhørte Tønder Landsogn. Det har næppe været sjovt at komme i kirke og blive set ned på. I Christianshåb var der 11 familier - alle udlændige - som tilhørte Burkal Kirke. Det har været en totalt anderledes situation. For at overleve under de vanskelige vilkår, tror vi, at de har søgt trøst og håb i religionen.

Alle præster i Burkal skrev på tysk i kirkebogen, og måske holdt de også deres prædiken på tysk.

Om vores Kühner familie så har forstået højtysk, er svært at vide. Dialekten i Kürnbach-området i dag var svær for os at forstå, da vi var på besøg dernede.

På danske gårde havde man ikke haver på den tid. Der var en kålgård, hvor man dyrkede rød- og hvidkål.
Fra Flensborg Amt har vi en liste, der viser hvilke frø, der i 1763 blev skaffet hjem til kolonisterne. Det giver et billede af, hvor mange forskellige - og for de lokale eksotiske - planter, man forsøgte at dyrke. Derudover yndede de at pynte deres haver med blomster. Det har været et smukt syn at kigge ind i en kolonisthave.

Her har vi fundet billeder af noget af det, de dyrkede:

Myndighederne var interesserede i at kolonisterne skulle lære danskerne at dyrke de nævnte grønsager. Der var dog helt sikkert nogle af disse grønsager, der egnede sig bedre til klima og jordbund end andre.

Mange af kolonisterne kunne ikke læse og skrive. Nogle måtte fx underskrive fæstebrevet med et x. Alligevel udkom der en bog, som skulle lære kolonisterne om effektiv landbrugsdrift. Et ambitiøst projekt. Man må håbe, bogen rummede mange tegninger.

Baggrunden var tragisk. Hele koloniseringsprojektet var truet af fiasko. Jorden blev mere og mere udpint, så produktion af især korn faldt drastisk. Den mindste nedgang i avlen fandtes for kartofler og boghvede. Man kendte ikke noget til at tilføre nærende kalk og andre mineraler. Dette kom først efter, at Hedeselskabet blev dannet i 1866.

Vi har ingen produktionstal fra Tønder Amt, men fra Gottorp Amt har vi fx tallene for dette koloniststed, som kan sammenlignes med Peter Kühners:

Kornhøsten var i årene frem til 1783 i alle kolonier reduceret til under det halve, og i nogle kolonier langt mindre end det. Kartoffelhøsten var også mindre langt de fleste steder, så sult og nød var hverdagen for disse kolonister.
Mange kolonister forlod i årene fra 1761 og frem deres gård, drog mod Rusland eller deserterede bare. Gårdene blev overtaget af etnisk danske, men det bragte ikke høstudbyttet op, så myten om, at de sydtyske bønder bare ikke havde forstand på landbrug, holder ikke efter vores mening.

Peter og Christina holdt ud. De blev på T 3/9 til deres død. De var seje og stærke, men måske betalte deres mange børn prisen for de fattige kår. Det vil fremgå af næste kapitel.

Gå til top

Mange børn

Vi starter dette kapitel bagfra med at citere teksten fra kirkebogen, da Christina døde 1812:

KB Burkal sogn Das Todten-Register 1761-1839 opslag 237

Tag der Todt 3. Marts 1812
Tag der Beerdigung 8. Marts 1812
Christina Barbara Kÿhners von Jündewadt, des Colonisten
Peter Kÿhner daselbst Ehefrau. Sie ward Mutter zu 18 Kindern, 6 Söhne
u. 12 Töchtern von welchen nur noch 3 Töchter leben, die hier in
der Gemeinde verheirathet sind. Sie war zu Sultzfeld in Deutschland
geboren u. mit den Colonisten hier ins Land gekommen.
Sie hatte ihr Alter auf 70 Jahr gebracht.

Vi har ikke kunnet finde 18 børn i kirkebøgerne - men kun 14. Af disse 14 blev 5 døtre voksne.
Det kan være hun har fået 4 dødfødte børn. Præsten skrev ikke dødfødte ind på dette tidspunkt i dette sogn. Han havde måske en anden bog, at notere dødfødte i.

Her er en liste over de af Peter og Christinas børn, som ikke klarede den:

8 børn døde altså før deres 1 års fødselsdag, og det yngste barn blev kun 5 år. Dødsårsagen stod der ikke noget om i kirkebogen, men underernæring må have spillet en stor rolle. Ingen af de børn, Christina fødte efter 1774, overlevede. Høstudbytterne forblev meget lave.

I de kolonier, hvor der var mange koloniststeder, blev der bygget skoler. Det har dog næppe været tilfældet i de 4 sønderjyske kolonier.  

I Otto Clausens bog er der en fremmødeprotokol for børnene i 9. koloni i Gotttorp Amt. Denne skole havde den højeste fraværsprocent, men alle skoler oplevede massivt fravær i august og september, hvor børnene skulle hjælpe med høstarbejdet eller pasning af mindre søskende. I august måned var der 26 skoledage.

Det har været vigtigere for kolonistfamilierne, at børnene arbejdede, end gik i skole. Der var brug for alle hænder for at sikre korn- og kartoffelhøsten.

Familien Kühner har sikkert skaffet sig lidt ekstra indtægter ved kvindernes håndarbejde. 5 unge døtre og ingen sønner kunne pege på det. Et håndværk, som vi faldt over under vores besøg i Kürnbach, var børstenbinderarbejde. Vi tror, det var et håndværk, Peter mestrede, - men det er kun et gæt. Den ene datters 3 sønner blev nemlig alle børstenbindere.

Pigernes konfirmationer kommer for nogens vedkommende lidt sent:

Anna Marie konfirmeret                     8. april 1781 - 19 år
Regina konfirmeret                           20. marts 1785 - 17½ år
Maria Catharina konfirmeret              samme dag - 15½ år
Margaretha Magdalene konfirmeret    9. april 1786 - 15½ år
Maria Cathrina konfirmeret                17. april 1791 - 17 år

Forældrene blev vigtige personer i disse pigers liv. Som det fremgår af folketællingen i 1803, var de base for dem, når det kneb med at klare livet.


FT 1803 Tønder, Slogs, Burkal, Dorfs Jündewatt auf dem Felde
Johann Peter Kühner, 65, Gift Mann, Colonist
Christina Schmitten, 65, Gift dessen Frau
Maria Catharina Kühner, 23, Gift ihre Tochter, der Mann dient
Christina Maria Kühner, 8, ihre Schwester Tochter
Jess Peter Jacobsen, 5, Kinder der Tochter Nr. 3
Christina Jacobsen, 1, Kinder der Tochter Nr. 3

Da Peter Kühner døde af tæring, overtog Christian Jacobsen stedet. Han var svigersøn og var gift med Maria Catharina. Han havde dog kun gården til 1817.

Ved Peters død stod der dette i kirkebogen:

KB Burkal sogn das Todten-register 1761-1839 opslag 247

Tag der Todt 31. Maj 1814
Tag der Beerdigung 12. Juni 1814
Peter Kyhner aus Jündewatt Feld der letzte von den deutschen Colonisten ---
in Tinglef Gemeinde. Er war geboren i Kürnbach.
Aus das Ehe mit Christina Barbara Meierin aus Sultzfeld die ihm 18 Kinder geboren
leben nur noch 3 Töchter
Er starb an der Auszehrung 73 Jahre alt.

Christina og Peter fik, som nævnt tidligere, 18 børn, hvoraf kun 5 blev voksne. Alle sammen piger, ingen drenge. Så med Peters død 1814 forsvandt slægtsnavnet Kühner i min gren. Det er Peter og Christinas næstældste datter Regina, som fører min gren videre. Hun blev gift med Jens Erichsen, som kom fra Feldingbjerg på Viborg-kanten. Mere herom i næste kapitel: 'Efterkommerne'...


Når man en efterårsdag står og kigger ud over markerne langs Grænsevejen i Lille Jyndevad, hvor Peter Kühner og hans familie har slidt og slæbt, haft voldsom modgang, men også medgang, kan man ikke andet end være en lille smule stolt. Disse markjorde har mine aner været med til at skabe for 250 år siden!

Vi kan kun give Ruth Christensen fra Rens Lokalhistorisk Forening ret, når hun om kolonisterne skriver:


En oktoberdag i 1762 holdt de deres indtog i Tønder Amt og lod sig ikke skræmme af modgang og fortrædeligheder. Med en indsats af flid, nøjsomhed, udholdenhed og troskab tog de kampen op med den genstridige lyng - og vandt til sidst sejr.

Efterkommerne

Dette afsnit har vi valgt at lægge i en ny fane.

Fortsæt til del 3.

Kilder

Otto Clausen:
Chronik der Heide- und Moorkolonisation
im Herzogtum Schleswig 1760-1765
Husum 1981

Heike Drechsler:
Kürnbach … einst Marktflecken zweier Staaten …
Udgivet af Gemeinde Kürnbach 2005
verlag regionalkultur

Ilona & Johannes Hansen:
DVD Kolonisten-Atlas
Udgivet 2012 af Arbeitskreis Plaggenhacke


www.rens-lokalhistorie.dk/59186102
Ruth Christensen: Kolonisterne i Ll. Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark

www.plaggenhacke.de

www.drstamp.de/links/colonist.html#_Toc83630128
Dr. Hans Peter Stamp: Kolonisierung von Moor und Heide auf der Schleswigschen Geest
in den Jahren 1761 bis 1765

http://www.simhome.dk/kronik/hedekolonist.pdf
Simon Steenfeldt Laursen: Kolonister på heden

Gerhard Eichhorn:
Das Kolonistenhaus
1761 bis heute
Udgivet af Arbeitskreis Plaggenhacke, Kolonisten- und Familienforschung
Christian Winkel, Stieglundsander Weg 1, D-24992 Jörl

Günther Evers:
Weg der Verzweifelten
Arbeitskreis Plaggenhacke 2010

Ledsagehæfte til Vandreudstillingen
Hede- og mosekolonisering i Hertugdømmet Slesvig
bragt til veje af Arbeitskreis Plaggenhacke
og Lokalhistorisk Forening for Tinglev Kommune
Hæftet på 36 sider kan erhverves hos Arbeitskreis Plaggenhacke


Stor tak for råd og vejledning samt lån af billedmateriale
til Ruth Christensen, Rens
og Christian Winkel, Jörl, Tyskland


Efterlysning



Når man fordyber sig i slægten, får man svar på mange spørgsmål, men nye udfordringer dukker op. Hvis du ved noget om disse personer, hører vi meget gerne fra dig:

Anna Maria Lang, født i Sulzfeld 1706. Død ukendt dato.
Sophia Barbara Kühner, født 22. juni 1729. Hvad skete der med hende?
Matthæus Kühner, født 4. juni 1747. Hvad skete der med ham?

Ved du noget om disse tre personer, eller har du rettelser og/eller kommentarer til anekdoten om familien Kühner, må du gerne skrive til os på campisten@yahoo.dk eller kittapetersen@yahoo.dk - mange tak!

Til slut denne kommentar:

Ordet kartoffeltysker har vi kun brugt i overskriften på disse artikler.
Ellers har vi konsekvent brugt betegnelsen kolonist.
Når overskriften rummer det spottende skældsord,
skyldes det, at mange mennesker forbinder begrebet kolonister med
nybyggere i Nord- og Sydamerika, Afrika, Asien og andre steder i verden.
Og kære venner, - der var flere kartoffeltyskere i Hertugdømmet Slesvig, end på Alheden.


Tilbage til indhold | Retur til hoved menu