En kartoffeltysker del 1 - Kitta & Sven

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

En kartoffeltysker del 1

Slægt > Livshistorier

Den 10. september 1761 forlod en lille skare mennesker Kürnbach i Sydtyskland. Iblandt dem var Svens forfader Hans Jacob Kühner. Her er beretningen om ...


INDHOLD - Del 1

  • Frederik den 5.


  • Hvervekampagnen


  • Baggrunden for udvandringen


  • Byen Kürnbach i 1761


  • Familien Kühner


  • Den Lange rejse


  • Ventetiden


Flere kapitler i del 2
og
                     del 3

En kartoffeltysker,
der lokkes til Danmark


Frederik den 5. regerede fra 1746 til 1766. Regerede kan man sætte i anførselstegn. Han var en meget svag konge, og landet blev reelt ledet af udenrigsminister  J.H.E. Bernstorff og hofmarskal A.G. Moltke.

dkks.dk/frederik-5

I starten af 1700 tallet var kun ¼ af landets areal opdyrket. Efter at Danmark havde tabt Skåne, Halland og Blekinge i 1720, var der økonomisk krise. Derfor forsøgte kongemagten at få danske bønder til at opdyrke hedearealer. De fik bl.a. løfte om skattefrihed. Disse forsøg bar ikke frugt.

Frederik den 5. og hans rådgivere besluttede at forsøge at skaffe tyske kolonister til landet for at opdyrke heden. Her faldt valget på området syd for Frankfurt am Main. Her havde man en agent, legationsråd Johan Friedrich Wilhelm Moritz, som kunne påtage sig opgaven.

Hvervekampagnen

I 1759 startede hvervekampagnen i Frankfurt. Dette skete ved plakater og avisannoncer.
Se avisen fra lørdag, den 28. april 1759.   Dansk oversættelse.

Denne annonce lovede de nye kolonister/nybygggere guld og grønne skove:

1. En af landets kyndige, kongelige embedsmænd vil anvise de ankomne kolonister de fordelagtigste steder til dyrkning, og tildele enhver et fæstebrev over det anviste.


2. Nybyggerne samt deres efterkommere vil blive fritaget for alle afgrøde- og kvægtiender nu og i fremtiden.

3. Ligeledes vil de være fritaget i 20 år for alle og enhver kongelig skat eller kontribution (ekstraskat), hvad navn de end måtte have, og udstrakt til også at omfatte fritagelse for

4. alle udskrivninger (til militærtjeneste),

5. pligtkørsel,

6. indkvartering ved gennem-marscher.


7. Børn, familie osv., som er efterladte efter dødsfald, kan opnå lignende nyt fæstebrev.


8. Såfremt det efter 20 års forløb vil være nødvendigt, kan de forvente at blive benådet med nogle yderligere friheder.

Mange håbefulde, ubemidlede mennesker blev tændte af håbet om et bedre liv og begav sig mod Danmark fra 1759 til 1761. Da de kom frem, viste det sig, at intet var klart til at modtage de nye emigranter. Af de mange, som kom til Danmark, blev en lille skare bosat i omådet omkring Karup. Resten vendte hjem igen eller emigrerede til Rusland. Dette er meget velbeskrevet, ikke mindst i kraft af foreningen af efterkommere på Alheden. Læs mere her.

Selv om koloniseringen af hedeområderne ved Karup kostede den danske stat mange penge, fortsatte hvervekampagnen, idet man ønskede at opdyrke hede- og mosearealer i Hertugdømmet Slesvig. På den tid var der åbenbart ikke så meget kontakt tilbage til de områder, kolonisterne kom fra. I Sydtyskland hørte man åbenbart intet om, at de mange privilegier i form af lovede bygninger og rettigheder ikke var på plads, når man nåede frem til Danmark. I hvert fald lykkedes det den danske stat at lokke mange til Danmark i årene frem til 1765.

I 1761 nåede avisannoncerne, plakaterne og løbesedlerne frem til den lille landsby Kürnbach i det nuværende Baden-Württemberg.

Her omfattede løfterne bl.a.:

rejsepenge
og dagpenge, indtil kolonisterne havde haft den første høst.

Se mere om betingelserne på hjemmesiden:
Rens Lokalhistorie

Annonce i Reichpostzeitung
Se hele teksten

Baggrunden for udvandringen

Hvad kunne dog få folk til at udvandre fra smukke, frodige Kürnbach?

For at forstå det, er det nødvendigt at se lidt på byens historie.

Kürnbachs evangeliske landsbykirke, Michaelskirche blev bygget fra 1499 til 1502. Reformationen fik stor betydning for området, og kirken blev evangelisk i 1525. Også i dag er flertallet af Kürnbachs indbyggere tilknyttet den evangeliske kirke.

Marktplatz i Kürnbach i pinsen 2013 med Rathaus til højre og Michaelskirche til venstre.


30-årskrigen fra 1618 til 1648 havde et dramatisk forløb i byen. Byens værdier blev plyndret og området hærget, bl.a. blev der stjålet 320.000 liter vin fra vinkælderen på Wasserschloβ. Krigen førte til, at indbyggerne flygtede fra byen og søgte tilflugt på Ravensburg ved nabobyen Sulzfeld.
Efter krigen skete der en betydelig indvandring af folk fra Schweiz.                                Klik på billederne

I årene op til 1750 steg befolkningstallet voldsomt, børnedødeligheden var mindre og folkesundheden bedre. Imidlertid var der ikke mere jord at opdyrke; udbyttet af landbruget var ikke stort nok til at brødføde befolkningen. Dertil kom, at der var alt for mange med en håndværksmæssig uddannelse, så sult og nød var en konstant del af hverdagen for mange mennesker. Mange valgte derfor at søge lykken ved at udvandre til Nordamerika, Rusland, Preussen, Polen og Ungarn.

7-årskrigen (1756-1763) satte en stopper for denne udvandring, så folk, der havde overvejet at emigrere, var modtagelige for hvervekampagnen fra den danske konge.

Gå til top

Byen Kürnbach i 1761

I dag er det svært at forestille sig, hvordan Kürnbach så ud, da Hans Jacob Kühner sammen med andre familier valgte at sige farvel til den by og egn, hvor de var født og vokset op – for at skabe sig et nyt og forhåbentlig bedre liv langt mod nord. Byen er naturligvis i dag en blanding af gammelt og nyt. Byen har sikkert båret præg af den armod og nød, som herskede. Gaderne og vejene er i dag asfalterede eller brolagte, husene er pudsede og velplejede, haverne nærmest friserede.

Men forbavsende mange huse og byens kirke har også stået her, da kolonisterne drog mod Danmark. Da vi i pinsen 2013 besøgte Kürnbach, fik vi på rådhuset en fin lille tryksag, en guide med byens historie samt en udførlig fortegnelse over de mest seværdige huse. ’Kürnbach - Ortsgeschichtlicher Rundgang’ hedder den.
Med denne guide i hånden opsøgte vi en del af de huse, som alle var bygget, før udvandringen fandt sted i 1761/62. Mange er idag smukt restaurerede.

Det var en spændende oplevelse at gå blandt de huse, hvor Svens aner har haft deres daglige gang. Vi kan ikke vide, hvor de har boet, og om deres boliger stadig findes.

Naturligvis besøgte vi også Michaelskirche for at se, hvor anerne er blevet døbt, konfirmeret, gift og begravet. Gennem årene er kirken gentagne gange blevet restaureret, og inventar er blevet fornyet og moderniseret, men fx det store krucifiks og det 5 meter høje sandstensepitafium fra 1500-tallet prydede også kirken, da Hans Jacob Kühner blev døbt og konfirmeret her.

Det var fascinerende at sidde i kirken og tænke på, at han som knægt har siddet mange gange og kigget på korset og epitafiet til højre for koret. Han havde den gang ingen idé om, at han en dag ville ende sin dage i Danmark og blive begravet i en dansk landsbykirke...

Vore rundture i byen har resulteret i en billedserie, som kan ses her:

Gå til top


Familien Kühner

Under vores besøg i Kürnbach i dagene omkring pinsen 2013 fik vi stor hjælp fra borgmester Karl-Heinz Hauser, pastor Ulrike Trautz og byens slægtsforsker, Hr. Richard Treutle (som kunne læse de gamle tekster). Vi troede, på linie med mange i Danmark, at kolonisterne var forfulgte på deres hjemegn pga. deres evangeliske tro; men det kunne ingen her genkende.

Det lykkedes os at få meget værdifulde oplysninger om familien Kühner. Vi fik lov at affotografere sider fra denne kirkebog: 'Kürnbach Familienbuch 1 - ca. 1700 til 1788'.

Hjemmefra vidste vi, at Hans Jacob Kühner udvandrede til Danmark med sin familie i 1761. Og vi vidste, at han var født ca. 1703. Vi kendte ankomsttidspunktet til Altona, - og hvornår han døde. Nu fik vi nøjagtige data på ham, hans børn, kone og forældre. I øvrigt kaldes Hans Jacob i visse arkivalier lidt forvirrende blot Jacob, såvel i tyske som danske.

I 1761 var Hans Jacob Kühner 58 år. Han var født 6. juli 1703 i Kürnbach. Han var søn af Jerg Burchard Kühner, som havde været 'Kuhhirt', altså kvæghyrde.
Hr. Treutle mente, at Jerg havde været kvæghyrde for landsbyfællesskabet. Om han derved tilhørte det nederste samfundslag, er svært at vide. Han har i hvert fald ikke haft en fæstegård, som kunne gå i arv. At der måske alligevel var en vis status ved at være kvæghyrde, kan vi formode ud fra, at der i Anna Maria Lang's familie var en person, der først var 'Kuhhirt' i Sulzfeld og derefter blev 'Verwalter auf der Ravensburg'.

Anna Maria Lang fra Sulzfeld blev gift med Hans Jacob den 16. november 1728. Anna Marias far var 'Hufschmied', men døde kort efter Anna Marias fødsel. Moderen giftede sig senere med en mand, der havde samme erhverv.

Anna Maria og Hans Jacob fik 11 børn, men kun 4 levede ved rejsen mod nord i 1761. Måske kan man måle fattigdom ud fra børnedødelighed! De 4 børn, som var med på rejsen, var: Sophia Barbara på 32 år, Maria Regina på 27 år, Johann Peter på 19 år og den yngste Matthæus på 14. Det er ikke lykkedes at finde Hans Jacob Kühners erhverv, før han udrejste til Danmark. Han har højst sandsynligt været daglejer.

Hvis man havde formue - stor eller lille - skulle man betale 10% til kommunen, før man kunne udvandre.
Mange emigranter forsvandt over natten, men for denne familie var det derimod velovervejet og organiseret. Der står nemlig i kirkebogen:

'September 1761 nach Dänemark gezogen'

Deres bevæggrunde til at udvandre kunne være:

  • Fattigdom

  • Drømmen om en fæstegård

  • Drømmen om et bedre liv for deres børn

  • Måske at forhindre, at sønnen Peter skulle være soldat og deltage i 7-årskrigen

  • De så op til de folk, de skulle følges med


Alle nye data, vi fandt i Tyskland er skrevet ind i slægtsdatabasen, som du finder her:

 
 
 
 
 
 
 

Den lange rejse

Fra Heike Drechsler’s bog ’Kürnbach’ kender vi datoen, hvor familien Kühner sammen med 5 andre familier begav sig på den 800 km lange vandretur mod Danmark, og vi kender navnene på de familier, de fulgtes med.

Denne flok var den første bølge af udvandrere fra Kürnbach mod nord, til Danmark.

Torsdag, 10. september 1761 forlod de familie og venner for aldrig siden at gense den by og den egn, hvor de var født og vokset op. Illusionen om et bedre liv i det fremmede må have været stærk!


Udvandret fra Kürnbach den 10.9.1761:

Eva Margareth Bengel, med 1 barn

Johannes Hamann, (skrædder) med familie

Jacob Heinrich Franck, med familie

Andreas Mück, med familie

Johann Georg Essig (skrædder), med familie

Hans Jacob Kühner, med familie

Deres anfører var Jacob Heinrich Franck, og første stop var rådhuset på Römerberg i Frankfurt, hvor mændende skulle melde sig hos den danske legationsråd, Moritz, for at få udstedt et rejsepas. Moritz fik en bonus for hver person, der blev udstyret med et pas, så han kunne se en personlig fordel i,
at så mange som muligt drog mod Danmark.

Dette er et rejsepas, som i Frankfurt blev udstedt til de kolonister, der ville rejse til Danmark. Dette pas er udstedt til tre familier, som i 1761 kom til Slesvig.
Illustrationen er stillet til rådighed af Hr. Christi
an Winkel, Arbeitskreis Plaggenhacke.  Se hele passet her:

Bygningen i midten er Rådhuset på Römerberg i Frankfurt am Main.

Der findes ret nøjagtige beskrivelser af den rute, de var blevet anvist at følge. I Landesarchiv Schleswig-Holstein befinder sig et håndskrevet dokument med teksten: "Routetour nach Jütland vor die Kolonisten Gelnhausen. Von da den Weg gegen dem Fuldaschen auf Erfurt, so dass man nicht durch die Armee kommt. Hirschfeld, allwo der nächste Weg nach Göttingen zu erfragen. Göttingen, Lüneburg, Altona".
Kortet her til venstre viser Tyskland, som det ser ud idag. Gelnhausen ligger mellem Frankfurt og Fulda. Man skulle følge floderne, og folk var inddelt i kolonner med en anfører.

Ruten var:
Kürnbach, Frankfurt am Main, Gelnhausen, Fulda, Hirschfeld, Kassel, Hann. Münden, Göttingen, Hannover, Celle, Lüneburg, Altona.

Tænk, at finde vej gennem et krigshærget land - at bringe sig selv og sin familie, sin oppakning og medbragte fødevarer sikkert igennem så meget kaos og usikkerhed. Rejsepengene, som var blevet lovet, blev ikke udbetalt i Frankfurt, men først når de nåede Altona. På den måde sikrede man sig, at ingen snød.

Vi ved fra forskellige kilder, at nogle af kolonisterne på rejsen mod nord var udstyret med hestetrukne vogne eller kærrer, som blev skubbet eller trukket, mens andre gik hele vejen. Hvordan Hans Jacob Kühner og hans familie kom frem, ved vi intet om, ligesom vi ikke ved noget om deres personlige oppakning.

Den 6. oktober 1761 ankom de til Altona, som sammen med byerne nord for Hamborg hørte til Holsten - og dermed det danske monarki. Rejsetiden var 27 dage, altså i gennemsnit omkring 30 km om dagen. Desuden har der givet været ventetid
i forbindelse med udstedelsen af rejsepas i Frankfurt.

Meget imponerende!

 
 
 
 
 
 
 

Ventetiden

De nåede Altona med store forhåbninger til en bedre fremtid. Hvor må de være blevet skuffede og vrede, da de erfarede, at intet var på plads, ingen jord opmålt og klar til uddeling, ingen bygninger, ingenting.

Ved ankomsten til Altona blev de skrevet på lister. Ud fra disse lister blev der så udbetalt dagpenge. Dette fungerede dog.

6 skilling for 1 mand, 4 for hans hustru og 2 skilling for hvert barn.


Datidens møntenheder var: 1 kurantdaler = 6 mark = 96 skilling.

Hans Jacob Kühner med hustru, 3 voksne børn og 1 under 16 år ville nok få 26 skilling om dagen. For at kunne vurdere købekraften, har vi fundet priser på nogle varer.

De kendte ikke rugbrød, så det har jo nok været svært at købe levnedsmidler nok. Vin kunne de kun drømme om, selv om de kom fra et vinområde.


1760-1769

Fødevarer
Et pund groft rugbrød kostede i denne periode
i København mellem 1½ og 2 skilling alt efter
rugprisens størrelse. Et pund hvedemel kostede
4-5 skilling. Et pund flæsk kostede 5-8 skilling
og et pund oksekød 4½-7 skilling. Et pund ost
4 skilling, et pund risengryn 6-7 skilling, et
pund rosiner 9-12 skilling og et pund kanel 4
rigsdaler. Et pund hvidt sukker kostede 22
skilling, et pund kaffe 36-40 skilling, et pund
the 56-60 skilling. En pot brændevin kostede
14-18 skilling, en pot rum 12-17 skilling, en
pot fransk rødvin 24-26 skilling, en pot
rhinskvin 36-40 skilling. En pot øl kostede 1-2
skilling efter kvaliteten på bygprisen.

Kilde: Poul Thestrup: Mark og skilling, kroner og øre
- pengeenheder, priser og lønninger i Danmark i
350 år (1640 - 1989)

Det var hensigten, at opholdet i Altona skulle være kortvarigt, og at myndighederne her ville sørge for forplejning og den videre transport til Flensborg. Transporten klarede myndighederne ved at tvangspålægge lokale bønder at stille vogne, heste og kuske til rådighed.

Billederne er taget under optagelse af NDR3's film om kolonisterne.
- stillet til rådighed af Arbeitskreis Plaggenhacke.

Klik på billederne...

Rejsegruppen fra Kürnbach ankom udmattede tirsdag, den 6. oktober 1761 til Altona, men ikke alle kom hurtigt videre til Flensborg. Johan Heinrich Franck og familie ankom således først torsdag, den 27. maj 1762. Måske har man brugt ham til ledende funktioner på ruten?


Rejselisten her til højre stammer fra vandreudstillingen, som blev lavet til 250 året for koloniseringen af Slesvig.
- et samarbejde mellem Arbeitskreis Plaggenhacke og Lokalhistorisk Forening for Tinglev

Christoph Paquet var anfører på rejsen.
Christoph kom fra Kürnbach i 1762 som kolonist. Han var handelsmand og valgte senere at vende tilbage til Kürnbach.

Rejsen til Flensborg varede 6 dage:
1. Fra Altona til Elmshorn
2. Fra Elmshorn til Itzehoe
3. Fra Itzehoe til Hohenwestedt
4. Fra Hohenwerstedt til Rendsburg
5. Fra Rendsburg til Schubye
6. Fra Schuby til Flensborg

Se hele listen

Vi ved ikke, hvornår Hans Jacob Kühner og familie ankom til Flensborg, men vi ved, at sønnen Johann Peter 20 år gammel aflagde troskabsed den 17. november 1761 på Gottorp Slot.

Selvom projektet med at kolonisere uopdyrkede områder havde varet mere end 2 år, havde myndighederne slet ikke styr på organiseringen. Intet var jo klart ved kolonisternes ankomst, hvilket betød, at der skulle betales dagpenge til kolonisterne i flere år. Det var også et problem, at der kom mange flere mennesker, end man kunne bruge. Mange var desuden aldeles ukvalificerede, og der var mange urolige elementer imellem.

Èn ting havde myndighederne dog lært af problemerne på Alheden med opstand og utilfredshed (læs mere her på side 5/6), nemlig at folk skulle forpligtes hurtigst muligt af en ed. Her skrev kolonisten under på en tekst, forfatttet på tysk. På dansk lød det sådan:  

"Vi sværger til Gud og det hellige Evangelium,
Den allerfyrsteligste, vores nu med hjerte og mund antagne
arvekonge og herre
Herr Frederik den Femte
af Guds nåde konge af Danmark, Norge, de Venders og Goters,
Hertug til Slesvig og Holsten, Stormarn og Ditmarskerne,
Greve af Oldenborg og Delmenhorst,
og hans allerhøjeste kongelige arvehus
som kristelige og ærlige undersåtter at ville være tro og huld på enhver måde,
og fremmest med alle kræfter at søge forhindring af skade og ulemper,
i særdeleshed med vores optræden i ord og gerninger at stræbe derhen,
at Hans kgl. Majestæts absolutum, dominium, souverainitet og arveret på
allerhøjest den sammes riger og lande uforanderligt bibeholdes og forplantes til
hans retmæssige Arve-Successores. Dette vil vi overholde, og om nødvendigt
indsætte gods, blod, ja selve liv og levned. Vi vil hverken dulgt eller offentligt,
hverken direkte eller indirekte tillade nogen, det være hvem det vil,
der imod foretage noget på forskellig måde, tværtimod, når sådant skulle ske
mod forventning, og vi erfarer det mindste, vil vi uden persons anseelse
udfortøvet forelægge dette allerunderdanigst Hans kgl. Majestæt,
og overhovedet i vores stand og erhverv opføre os som det vel sømmer sig
for trofaste undersåtter
ved Guds hjælp og Hans salige ord."

Mon de egentlig forstod, hvad det var var, de havde skrevet under på!

Med edsaflæggelsen var de nu officielt danske statsborgere med rettigheder og pligter. Fra nu af var det strafbart at stikke af igen. De havde underskrevet en kontrakt, som det var meget svært at komme ud af igen. Rømning blev betragtet som desertering - og dømt derefter. Til gengæld kunne myndighedene ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning, hvis kolonisten blev anset for uegnet.

Nu startede ventetiden for alle de kolonister, der senere blev placeret i Tønder Amt. Skuffelse, vrede og afmagt må have været de følelser, de gik rundt med. De var indkvarteret hos private familier i Flensborg helt frem til 12. oktober 1762. Det var et år efter, de var ankommet til Altona.

Baggrunden for dette var, at det praktiske arbejde og de økonomiske forpligtelser var lagt ud til amterne, og amtmanden i Tønder modarbejdede projektet med alle midler. Til sidst måtte han acceptere, at 181 familier blev flyttet til Tønder Amt.

Disse familier ankom til Kravlund Kro den 12. oktober 1762. Historien gentog sig her, ingen jord, ingen bygning, ingenting. Se transportlisten.

Til gengæld blev de igen indkvarteret - denne gang på gårdene - og forsynet med dagpenge. Folk blev spredt for alle vinde, - vores lille famile kom til Osterby i Medelby Sogn. Dengang hørende til Kongeriget Danmark, idag en landsby få km syd for den dansk/tyske grænse.

Kravlund Kro,
som ikke findes mere

Skt. Matthæus' Kirke i Medelby idag. Den er kun ændret lidt siden 1762, hvor Hans Jacob døde.

Indkvartering lyder flot. I praksis boede kolonisterne i stalde og lader. På hjemmesiden Rens Lokalhistorie skriver Ruth Christensen, at "den stedlige befolkning så med uvilje på disse fremmede. På indkvarteringslisten i Medelby Sogn er disse ord tilføjet: "Vi ser helst, at kolonisterne bliver helt borte herfra, og at vi ikke får en eneste af dette folkefærd hertil". Denne udtalelse var nok det almene syn på kolonisterne - også i de andre sogne."

Lokalbefolkningen havde under tvang modtaget de fremmede og følte, at de blev forkælede med goder - dagpenge og fæstegårde.

Gad vide, hvad dagpengene strakte til her! De skulle købe madvarerne af de bønder, der så misundeligt til.
Så prisniveauet har givet været skruet godt op! Dertil kom, at situationen for de kolonister, der var indkvarteret hos bønder blev forværret. De måtte i denne periode opleve, at deres dagpenge blev beskåret. De faldt til det halve eller en tredjedel. Mændene blev ansporet til at arbejde som daglejere eller påtage sig andet ærligt arbejde, indtil de fik deres eget koloniststed.

Gamle Hans Jacob Kühner klarede den ikke. Han døde mandag, den 15. november 1762, 59 år gammel, - sikkert dybt fortvivlet over den situation, hans familie var bragt i. Dødsårsagen kender vi ikke.

Meget forvirrende bliver Jacob Kühner i nogle arkivalier benævnt som Hans Jacob, i andre Johann Jacob - og endelig blot Jacob. Det gik man ikke så højt op i den gang. Efternavnet oplever vi også i flere varianter.

I kirkebogen for Medelby Sogn kan vi læse, at begravelsen var 'gratis', som der står. Begravelsen af de kolonister, der døde i denne periode, fik kirken og præsten ingen betaling for - til stor fortrydelse for præsterne. De beklagede sig ofte over den ekstra arbejdsbyrde, som de "med disse mennesker" var blevet pålagt. Det var ved dåb, bryllupper og begravelser. Fra 1714 til 1764 hed præsten i Medelby Lauritzins Fabritius.

Se udsnit fra kirkebogen her:

På forplejningslisten for 3. division i Tønder Amt den 1. december 1762 står følgende:
Hans Jacob Kyhners enke med 2 børn - nr. 18
Peter Kyhner og hustru - nr. 35 (de får den måned 6 Rthl og 22 schilling). Dagpengene var altså endnu ikke reduceret.



Enken, der nævnes, var Anna Maria Lang fra Sulzfeld.
Se hendes anetavle her. De 2 børn var Sophia Barbara og Matthæus.
Datteren Maria Regina blev gift med Johann Philip Hamann 13. maj 1762 i Nordhackstedt Kirke, Slesvig-Holsten. De kom senere til at bo i samme koloni som Peter.

Peter (Johann bruges sjældent i kilderne) var blevet gift med Christina Barbara Mayer. Hendes fødested, som angives til Sulzfeld, har vi ikke fået bekræftet. Måske blev de, som mange andre, gift under opholdet i Altona.
I det følgende er det dem, vi vil følge, idet det er Svens aner. Deres første barn blev født i Medelby Sogn.

 

Billedet stillet til rådighed af Chr. Winkel,
Arbeitskreis Plaggenhacke.

De var indkvarteret i Medelby til 24. september 1763, altså ca. 2 års ventetid, før der kom nogen som helst realiteter på bordet.

Kan man kalde det løftebrud?

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Beretningen forsættes i del 2...

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu