Indledning - Kitta & Sven

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

Indledning

Slægt > Emigranter USA





Personer i slægten, der sagde farvel til fædrelandet:

Emigranter
  - den amerikanske drøm

Svens familie:
1880 .... Anders Fisker
1885 …. Hans Nicolay Christensen
1889 …. Ingvert Christensen
1892 …. Lauritz Hartung
1892 …. Abel Lerve Hartung
1892 …. Maria Hartung
1955 …. Andreas Jessen Hartung

Kittas familie:
1869 …. Martin Peter Jensen
1878 …. Jens Mortensen
1897 …. Ane Marie Andersen
1897 …. Elsine Mathea Pedersen
1900 …. Mette Pouline Pedersen
1906 …. Christian Christensen
1907 …. Frederikke Pedersen
1910 …. Jens Peter Pedersen
1912 …. Søren Pedersen

Beslutningen:

Det må have været en svær beslutning at vende hjemegnen og familien ryggen for at søge lykke og bedre levevilkår i Amerika.

Der skulle mod, eventyrlyst og handlekraft til. Alene rejsen over Atlanten var en farefuld færd - især for de tidligste udvandrere. Alle disse mennesker kom fra fattige familier og medbragte ikke en startkapital til at etablere sig for i det fremmede land.

De fleste var enlige mænd omkring 20 år, og de havde næppe set meget af verden, før de begav sig afsted. De talte næppe heller engelsk.


Rejsen:

Martin Peter Jensen var den første i familien, der udvandrede. Han startede rejsen i København. Det betød, at han måtte rejse med tog fra Ålborg til København. Alene det må have været et stort skridt. De fleste andre startede udrejsen i Hamborg.

Før 1865 foregik turen over Atlanten med sejlskib, en tur der let kunne tage 6-8 uger - eller længere hvis der blev dårligt vejr. På disse sejlskibsfarter var der forfærdelige forhold for passagerene. Der var alt for mange stuvet sammen i lastrum, og der skete mange dødsfald pga. dårlig kost og beskidt vand og epidemiske sygdomme. Ingen bad og toilet. Der var også stor frygt for at drukne, skibet kunne let forlise, eller man faldt overbord. Mormoner udvandrede i stort tal under disse forhold, og det kunne let tage 9 måneder at nå frem til Utah.

Den danske Rigsdag vedtog i 1868 lov om udvandreres befordring, der stillede krav til skibenes udstyr og krævede, at hovedagenterne skulle godkendes af politiet og stille en ganske stor kaution for at kunne give erstatning til forulempede udvandrere.
Hver enkelt passager skulle desuden registreres inden afrejse. Samtidtig var de fleste sejladser nu med dampskibe, så rejsetiden over Atlanten (fra England til New York) kom ned på ca. 10 dage. Det var da lettere at sørge for mad og vand ombord.
Hvis man rejste fra Hamborg, blev mange danske udvandrere registreret som tyske statsborgere, hvilket gør det svært at vide, hvor mange mennesker der udvandrede i årene fra 1850 til 1920. Man regner med ca. 300.000. Da det mest var unge mænd, der udvandrede, betød det i Danmark et overskud af kvinder.

"William Tapscott”, 1525 tons, fuldrigger bygget i Bath, Maine 1852.


”Ottawa” afgår fra København 20. august 1866 som det første dampskib til New York.
Farvelagt litografi på Det danske Udvandrerarkiv.
















Edvard Petersens maleri er fra 1890 og skildrer afrejsen fra Larsens Plads i København. Det findes på ARoS.

Ankomst:

Når man ankom til New York, var det for alle et bevægende øjeblik, når man passerede Frihedsgudinden, symbolet på den nye, frie verden.

Hvis der havde været udbrud af smitsomme sygdomme, fx kolera eller mæslinger, skulle skibet i karantæne. Det må have været frustrende at være ankommet, men ikke få lov at komme i land.


Når man så kom i land, handlede det om at have en plan - eller være forsigtig. De heldige vidste, hvor de skulle hen - til familie, eller de havde et rejsemål. De, der var rådvilde, var lette ofre for svindlere og plattenslagere. Skulle man arbejde for at have penge til at rejse videre, kunne man let komme til at arbejde under slavelignende forhold.

Mange havde hjemmefra købt en kombinationsbillet, så man fx havde købt togbillet til Chigago. De, der havde familie i Amerika, havde ofte fået det råd at vente med at købe togbillet, til de kom frem, idet det var billigere.

Der opstod fra myndighedernes side et behov for kontrol og regulering af, hvilke mennesker, der blev lukket ind i landet.
I 1855 blev det gamle fort Castle Garden, der indtil da havde været cirkus, indrettet til modtagelsesstation. Nu var det ikke alle og enhver, der kunne komme ind. Mentalt syge, krøblinge, blinde, folk med smitsomme sygdomme og de helt fattige, der blev anset som en belastning for systemet, blev afvist.


















Det gamle fort Castle Garden

Kopi af dette træsnit har jeg fået af Flemming Clarkfeldt. Det er lavet af en immigrant i 1879. Det er et fantastisk træsnit, der beskriver, hvilke strabadser man skulle igennem, inden porten til det forjættede land åbnede sig. Den gamle dame er så afkræftet og syg, at hun næppe fik lov at komme længere, før hun blev rask igen. Mødrene holder børnene tæt til sig, og hvis de bliver for aktive, vanker der. Det er let forestille sig, hvor klamt og koldt, der har været, og der har bestemt ikke duftet af violer. Flemming Clarkfeldt har skrevet en tekst, som følger billedet. Hent det her.

Ellis Island

 


Fra 1. Januar 1892 skulle alle skibe med indvandrere lægge til ved Ellis Island. Forholdene blev bedre for emigranten, men det var ikke alle der kom til at se det sådan. Ellis Island blev også kaldt "Tårenes Ø".


Her startede en effektiv immigrationspolitik. Man ville kun give adgang til arbejdsduelige, raske mennesker. Og også gerne udelukke kriminelle elementer. Af frygt for at epidemiske sygdomme skulle spredes til den amerikanske befolkning, blev syge personer sendt retur til oprindelseslandet. De rejste gratis tilbage, og det var rederiet der financierede hjemtransporten. Omkring 120.000 blev sendt retur. De fleste danskere fik lov til at komme ind i USA. Hvis et barn under 16 år blev sendt retur kunne 1 familiemedlem også få gratis returrejse. Rederierne havde derfor en interesse i, at folk ikke blev syge ombord.

  Ellis Island 1905

Fra denne hjemmeside: www.arnesk.dk

Man kan levende forestille sig de følelser, som de ankomne var fyldt af, når de gik fra borde efter den hårde overfart. I ankomst-hallen afleverede de deres bagage og fik et nummer, hvorefter de gik op ad en bred trappe til første sal, mens de konstant blev iagttaget af læger, der havde 60 sygdomme, som de ankomne blev undersøgt for. Fejlede de noget, blev der skrevet bogstaver med kridt på deres jakker. Derefter gik turen til den store hal på 2. sal, hvor de blev registreret.

Når dampskibet ankom til Ellis Island, skulle skibets besætning aflevere passagerlisten. Herefter blev passagererne en efter en kaldt frem for at tale med en uniformeret inspektør, der sad højt hævet bag en skranke. En oversætter hjalp med kommunikationen.

29 spørgsmål blev stillet til hver eneste indvandrer, fx Where were you born? Are you married? What is your occupation? Have you ever been convicted of a crime? How much money do you have? What is your destination?



Ankomsthallen

Desuden skulle karatænelægerne lave en skrap undersøgelse, både af fysiske og psykiske forhold. Der var 4 kategorier man inddelte folk i:
A: Godkendt.
B: Føres som tvivlsom til nærmere undersøgelse.
C: Tilbageholdes til observation.
D: Tilbagesendes.
Alt efter kategori blev man ført til forskellige dele af bygningen. Her blev der ikke taget hensyn til familiebånd. Og der var ikke noget at gøre, hvis man kom i kategori D. På denne måde kunne familier blive splittet.

Under ophold på Ellis Island var der i de 62 år, systemet bestod, 3500 der døde, og der blev født 355 babyer.







Videre transport ........

Ingen i familien bosætter sig i New York eller nærmeste omegn af byen, så rejsen var ikke slut. Da der heller ikke er personer med i den første udvandringsbølge, har de næppe transporteret sig i prærievogne, sådan som man umiddelbart ville forestille sig.

I løbet af 1860'erne skete der en væsentlig udvidelse af jernbanelinierne. I 1869 blev den transkontinentale jernbane (fra Omaha til Sacramento) færdig. Før den tid havde der i en del år været en jernbaneforbindelse til Omaha i Nebraska, men nu var det altså muligt på en nem måde at komme videre vestpå. Jeg vil gætte på, at de emigranter, vi har fundet i familien, har brugt toget som transportmiddel til bestemmelsesstedet. Man kunne også sejle ad floder og de store søer for at komme frem til præriestaterne. Men mon ikke de havde fået sejltur nok, når Atlanterhavssejladsen var overstået.

Når man skulle med tog fra New York, klaredes det i praksis ved at indvandrerne fik sedler hængt om halsen, så de kunne komme med det rigtige tog og hjulpet, når de skulle skifte. Mange blev nervøse ved at kigge ud af vinduerne på de første lange strækninger. De så bjergområder, hvor landbrug ville være besværligt eller umuligt. Mon de var blevet snydt! De mange lovprisninger af flad agerjord - lige klar til at dyrke - var det usandt? Trykket må have lettet, når de kom til Nebraska, Iowa osv.

Den transkontinentale jernbane blev bygget, så den fulgte de stier, nybyggerne havde brugt for at komme gennem ørkener og over Sierra Nevada-bjergene. Et gigantisk projekt på 2.858 km's længde. Arbejdet blev udført af 2 selskaber, og for hver km, de anlagde, fik de jordbesiddelser. Dette system medførte svindel i stor stil. Fx blev der lagt nogle helt unødvendige sving for at forøge banelængden - dermed indtjeningen.
Kinesiske arbejdere udførte det farlige arbejde med at sprænge tunneller med en ny form for dynamit (ustabilt nitroglycerin). Mange døde i arbejdsulykker. Jernbanearbejderne var også udsat for mange angreb fra indianerstammer langs ruten, og mange jernbanearbejdere blev dræbt. Det vendte, da regeringen satte tropper ind - og et stort antal indianere blev dræbt.

Kilde: Illustreret Videnskab Historie Nr. 4/2009

I 1869, da Martin Peter udvandrede, var den amerikanske borgerkrig afsluttet (1865), og slaveriet var ophævet. For at lette bygning af de mange jernbaner, havde man dræbt et meget stort antal bisonokser, hvilket resulterede i strid og krig med indianerne. Bisonokserne var livsgrundlaget for indianerne. Dette og andre forhold betød konflikter og slag med indianerstammerne i præriestaterne og Texas. Selvom de værste dog var overstået i 1870, så blev der først sluttet fred med indianerne i 1890.

De mange træfninger med indianerne skyldtes ikke etniske problemer, men derimod var det en kamp om rettigheder til levesteder, kultur og livsgrundlag. Indianerne levede af at jage bisonokser, og de hvide nedskød dem for at dyrke jorden og give plads til togene. I 1869 var der 50 millioner bisonokser. 20 år senere var der kun 1000 tilbage. Indianerne var på dette tidspunkt henvist til at leve i reservater. De havde mistet deres land.

Maleri af John Mix Stanley: Bisonjagende prærieindianer 1845 American Art Museum (Washington D. C.)

Homestead-loven (1862) betød lettere adgang til at skaffe sig jord vestpå. Dette vil jeg vende tilbage til senere.

Der var altså nogenlunde stabilitet i landet, gode transportmuligheder - og så måtte velstanden og lykken vel komme af sig selv. Eller ville den?


 

De forenede Stater


1. generation migranter fra vores slægt bosatte sig i følgende stater:

Texas
Wyoming
Nebraska
Illinois
Maine
Wisconsin
Iowa

På dette kort får man et overblik over staterne og det landskab der dominerer den enkelte stat.

 

Hent kortet

Næste generation bosatte sig i mange forskellige stater.



Tilbage til indhold | Retur til hoved menu