Købmand Heinrich Müller
(Ca. 1575-)
Cathrine Lorentzen
(Ca. 1580-1658)

Rentemester Henrik Müller
(1609-1692)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
Sophie Hansdatter Rosenstiern

Rentemester Henrik Müller

  • Født: 16 Mar. 1609, Itzehoe
  • Ægteskab: Sophie Hansdatter Rosenstiern i 1633
  • Død: 2 Mar. 1692, Lejregaard i en alder af 82 år
  • Begravet: Nicolaj Kirke, København
Billede

punkttegn  Notater:

Rentemester, Kammerraad og Amtmand m.m

Uddrag af Artikel skrevet i 1936 af Tage Christiansen:

Henrik Müller kom til verden i et købmandshjem i Itzehoe i Holsten
den 16. marts 1609. Det var en velbegavet dreng, og han fik den bedst
mulige oplæring. Sydøst for Itzehoe lå et gammelt herresæde Breitenburg,
der ejedes af slægten Rantzau, og hvorfra i tidens løb udgik ikke så
få danske samfundsstøtter. Efter hin tids skik lod Gert Rantzau sin søn
Christian Rantzeru, senere den kongelige enevældes første minister,
opdrage sammen med et par flinke borgersønner. Den ene af disse var
Henrik Müller, der også fulgte med den unge stamherre til Sorø skole.
Allerede 19 år gammel fik han imidlertid ansættelse i det tyske kancelli
og et par år senere i Københavns Statholderskab. 1632 forfremmedes han
til kammerskriver hos Christian den Fjerde. Hans første hverv var
forberedelserne til tronfølgerens overdådige bryllupsfest i 1634,
og som den kloge og smidige hofmand, han allerede var, kom han
derved i Forbindelse med de mest indflydelsesrige personer og
skaffede sig store provisioner på leverancerne til hoffet. Han blev højre
Hånd for Korfitz Ulfeldt, der drog nytte af hans store kendskab til
forholdene på slottet, Børsen, Tøjhuset osv. og gennem rejser
med kongen også til udlandet. Henrik Müller udnævntes til
"Kongelig Majestæts Tolder her for slottet udi København" og blev
dermed selvskreven som leverandfør af alle statsfornødenheder.
Da riget fattedes penge, modtog han som regel betaling i anvisning
på jordstykker, materiale, konfiskerede skibe o. lign. Og det var i disse
år beløb på mange millioner, det drejede sig om.

Henrik Müllers indsigt og dristighed og handels snilde var uden sidestykke.
Men selv på en tid, hvis system i statens regnskaber frembød store fristelser,
må det desværre også siges, at han heller ikke havde sin overmand, når det
gjaldt om at udnytte staten. Det skete dels ved, at han i egenskab af tolder
undlod at betale told af de varer, han selv indførte, dels ved at skrue
varepriserne op i fabelagtige højder, dels ved på anden måde at jonglere
med regnskaberne, så pengene stadig strømmede fra statskassen over
i hans lommer. Ved en enkelt tømmerleverance besveg han f.eks. staten for
over 46,000 Kr. ved sin side havde han også i alt dette Korfitz Ulfeldt.

Også til kroningsfestlighederne i 1648 var Henrik Müller leverandør, og det
var ret artige priser, der efter datidens forhold blev betalt. Til "Kramvarer"
som klæde, silke, fløjl, brokade etc. medgik 185,000 daler, til 1000 oxehoveder
fransk, rhinsk og spansk vin gik 44,000 daler. Den samlede regning lød på
230,000 daler (i vore penge halvanden mill. Kr.), et i tidens mønt så
svimlende beløb, at Korfitz fandt anledning til at bemærke på anvisningen -
for at afvæbne Indvendinger - at det ikke vilde have været muligt at finde
nogen anden, der kunde levere varerne på kredit.

Da Henrik Müller i 1651 avancerede til at være generaltoldforvalter over
Danmark, havde han fået så meget ud af sine forretninger, at han havde
kunnet låne kronen over en halv million daler, var Københavns fineste
hotelejer og største grundejer og var saltraffinadør, skibsreder,
islandsk købmand, fabrikant af messingsager, norsk bjergværksejer
og deltager i adskillige handelskompagnier. Han fik rang imellem de to
ældste af Københavns Borgmestre, og hans stjerne inden for regeringskredse
var i stadig stigen. Da uvejret trak op og ramte Korfitz Ulfeldt, gik Müller fri,
fordi man ikke kunde undvære hans penge. Han var nok blevet fængslet,
men kongen fik ham fri, og snart efter udnævntes han til admiralitets råd.

Under svenskekrigen optrådte Henrik Müller som patriot i stor stil. Ikke blot
underholdt han regeringen og talrige enkeltpersoner med penge, men han
underholdt selv 10,000 soldater i 6 måneder. Da freden kom, havde han brugt
sine midler; men da havde han også ydet sit samfund en uvurderlig hjælp.
Som belønning for sin dygtighed blev han ved enevældens Indførelse i 1660
udnævnt til rentemester, Finansministerens titel.

I sin nye stilling fik Müller bl. a. Forvaltningen af militærudgifter og
konsumtionsindtægter, og dertil kom lidt senere de 390,000 Rdl., som
hofetatens midler skulde udgøre. Som leder af tolden gjorde han sig
fortjent ved at oprette et forholdsvis godt bogholderi over de vigtigste
Indtægter, så man vidste bedre besked her end på de fleste andre områder.
Det sagde ganske vist heller ikke meget. Hovedbøgerne, der var anlagt
efter personerne mere end efter saglige hensyn, skilte ikke statens og
de private Indtægter. I øvrigt gjorde han et meget stort arbejde i revisionens
tjeneste, bistået af renteskriver Claus Jürgensen. Han forblev i sit
rentemesterembede indtil 1679, da de enkelte rentemesterstillinger
blev ophævede, og alle forretningerne samledes under en enkelt rentemester.
I enevældens første tid var de 4, og de havde til tider meget stor Indflydelse
og styrede hver sit departement uden Indblandinger.

Fra 1673 til 1683 var Henrik Müller Ejer af det store Kongsberg Sølvværk;
men det tidligere så store overskud var på den tid betydeligt reduceret.

Den danske stat var ved enevældens indførelse overordentlig fattig. Den samlede
statsgæld var ifølge en opgørelse af 31. december 1660 den i betragtning af
pengenes høje værdi svimlende sum af 4,900,000 rigsdaler eller ca. 30 mill. Kr.
i vore dages mønt. Statens største indtægtskilde, den norske told, var end ikke
nok til at betale gældens renter, og der var ikke penge nok til selv de
nødvendigste udgifter. Man gik da den vej, at man gav statens fordringshavere
jordegods. Staten sad inde med ca. halvdelen af landets jordegods og tiltog sig
rådighed over langt mere. Og for at få rede penge i kassen skulde fordringshaverne
gå ind på at overtage mere gods, end fordring eller pantebrev lød på, og indbetale
købesummen for den overskydende del. Da det naturligvis kneb med at få kreditorerne
til at gå ind herpå, lagde staten et pres på dem ved at ophæve deres anvisninger
på statens indtægter.

Henrik Müller vred sig som en orm. Han havde pantegods bl. a. i Københavns og
Antvorskov Len til 21 Rdl. pr. Td. Hartkorn. Modstræbende gav han efter og var
endda så heldig at få gods til ejendom på sjælland. Senere viste det sig at være
så medtaget af svenskerne, det det blev hans ulykke, at han ikke tog det mindre
attråede afsides gods i Jylland.

Staten beregnede sig langt mere for sit jordegods, end den selv mente, det var værd.
Den forlangte en gennemsnitpris på 50 Rdl. pr. Tønde Hartkorn.

Den, der af alle kreditorer fik udlagt mest jordegods, var Henrik Müller, og selv om
der heri lå et bevis på den kolossale støtte, han med sine penge havde været for
samfundet, måtte det under de foreliggende omstændigheder føre til hans undergang.
Den 14. juni 1664 tilskødedes Henrik Müller 11.119 Tønder Hartkorn til en takst af 50 Rdl.
Den samlede "købesum" blev 560,000 rigsdaler; selv rentekammeret indrømmede senere,
at det var mere end det dobbelte af den egentlige værdi. Det største af disse
krongodser var Dragsholm, som blev overtaget for en Sum af 312,000 daler
(omtrent 2 mill. Kr. i vore penge) og udgjorde 6265 Tdr. Hartkorn. Derefter fulgte
Sæbygård for godt den halve sum, 608 Tdr. Hartkorn i Ringsted Amt, deriblandt
Skjoldnæsholm, Lønborggård og 3 Tdr. Hartkorn i strøgods. Det var alt i alt så
meget som ca. 2000 bøndergårde jord. Da adelens privilegier for en tid var bortfaldet
og Lenene omdøbt til amter med borgerlige amtmænd, blev Henrik Müller amtmand
på Dragsholm og Sæby amter og var det indtil 1671. For denne bestilling kunde han
hæve 500 daler årligt af Holbæk toldkasse. Dragsholm vilde Henrik Müller beholde
for sig selv. Tidligere havde han bygget så mange smukke huse i København.
Nu begyndte han også at sætte borgens ruiner i stand. På den vestlige ende af
syd fløjen danner endnu smedejernsankrene ind mod borggården årstallet 1675.

Af det øvrige gods slog Müller jord sammen og oprettede nye herregårde. Det gælder
således Lejregård, det senere Ledreborg, Lønborggård, Kattrup, Gundetved, Tyrrestrup,
Øllingesøgård, Drøsselholm og Aagaard i Løve Herred, Honnerup og Skullerupholm.
Mange af disse gårde forærede han til sin familie.

ANNEBERG OG ELLINGE

Blandt disse nyoprettede gårde var også Anneberg i Odsherred. Den blev bygget
på den nedlagte lille landsby Mosbys Jorder.

Da gården skulde have et navn, valgte Henrik Müller at opkalde den efter sin ældste
datter, Anne Catharine, og til hende skænkede han gården. Hun var gift med
Dr. jur. Caspar Bartholin. Henrik Müller afstod i 1688 Anneberg sammen med
Dragsholm og Ellinge til jøden Manuel Teixera.

Ellingegård, der i en årrække kom til at dele skæbne med Anneberggård,
kendes fra 1390, da den ejedes af Fru Gertrud Peders datter Grubbe,
der pantsatte den til sin svigersøn, Gevert Bydelsbach, hvis enke i 1408
solgte Ellinge Gaard og Mølle til Dronning Margrethe. Senere kom hovedgården
under Roskilde bispestol, der holdt Lensmand på gården. Ved reformationen
kom den under kronen sammen med andet bispegods. Og da Henrik Müller fik
sit jordegods udlagt, fulgte også denne gård med. Henrik Miiller overdrog
Ellingegård som så mange andre gårde til en slægtning, Prof. Thomas Bartholin.

ADELSBREVET OG KATASTROFEN

Henrik Müller til Dragsholm m. m. m. var efterhånden kommet godt op i årene;
men ikke desto mindre udvidede han stadig sit virkefelt. Foruden alt det tidligere
omtalte fik han også privilegium på sukkerraffinaderi i København, fik efterhånden
en fjerdedel af den islandske handel og birkeret til 5 birker i Danmark. Han blev
udnævnt til etatsråd, og endelig fik Henrik Müller den 1. maj 1674 adelsbrev
med adelsrettigheder for sig, sine børn og tre svigerdøtre.

Men allerede da var begyndt det skæbnesvangre fald i hans rigdomme, der for ham
blev en katastrofe, der kuldkastede alt, hvad han gennem sit handelsgeni, sin
Dygtighed og sit - om ikke altid helt ærlige - snilde havde nået.

De skatter, regeringen udskrev, efter at den skånske krig var brudt ud, var både
høje og omfattende. Henrik Müller blev naturligvis sat i første klasse. Han skulde årlige
betale 750 daler i krigsstyr og af samtlige sine godser kobber-, matrikel-, soldater-,
rostjeneste-, oxe-, flæske-, landmålings-, Korn-, Kop- og kvægskat. Desuden skulde
han udrede artilleri- og andre heste med kuske og passere, så hans landejendomme
manglede arbejdskraft. På 5 år var hans skatterestancer løbet op til over 120,000 rigsdaler.

Og så kom revisionen over de længst afsluttede transaktioner, som han bar ansvaret for.

Der havde, som vi har hørt, på et tidligere tidspunkt været foretaget en undersøgelse
mod forskellige leverandører; Henrik Müller havde været fængslet, men slap fri, og sagen
døde hen. Der var nok påbudt årlig revision af alle statsregnskaber, men det var langt
fra blevet overholdt. Men Christian den Femte tog energisk fat på hele dette spørgsmål
og forlangte revision også af regnskaber fra sin forgængers tid og navnlig af alle
regnskaberne vedrørende jordegodsudlæget. I 1672 blev der nedsat en særlig
revisionskommission, hvori bl. a. Henrik Müllers nære ven Peter Griffenfeld havde
sæde; efter den skånske krig nedsattes en ny med endnu større myndighed -
og uden Griffenfeld.

Den mand, kommissionens arbejde gik værst ud over, var Henrik Müller. Den undersøgte
hele hans offentlige finansielle virksomhed, fra han begyndte som Christian den Fjerdes
kammerskriver.

Man fandt, at han skyldte kongen 111.000 rigsdaler og idømte ham desuden en bøde
på 43,000 Rdl.

Kongen besluttede, der skulde skrides ind imod ham med rettens midler. Selv om
kongen halverede bøden, var det et alvorligt slag for den nu 75-årige mand, der havde
gjort staten større tjenester end nogen anden borger på hans tid, at modtage den
endelige opgørelse. Den lød på, at han skyldte kongen 132.000 Rdl., medens al
Müllers samlede besiddelse, rørlig og fast ejendom, kun udbragte knap 114.000 rigsdaler.

For eftertiden har det været vanskeligt ved en gennemgang af de papirer, der skulde
bevise Müllers skyld, at finde dommen helt retfærdig. Man finder ikke spor af hensyntagen
til de vanskelige forhold, hvorunder han virkede. Man har f. Eks. dømt ham til at erstatte
3000 daler, som han under krigen lod Nordlands Lensherre betale til et af de norske
bjergværker, der ikke på den tid lod sig understøtte fra København. Med 24 års rente
og renters renter var beløbet blevet mere end firdoblet.

Henrik Müller bønfaldt forgæves kongen og kammerkollegiet. Det smertede ham navnlig
dybt, at der også skulde holdes offentlig auktion over hans Indbo på Dragsholm,
Øllingesøgård og Sæbygård. Der indkom oven i købet ikke mere end godt 3000 daler.
Allerede året før, 1684, var auktionerne over hans jordegods begyndt.

Et led i den gamle rentemesters tragedie blev en langvarig proces om Dragsholm.
Hans hovedkreditor var den portugisiske jøde Manuel Teixera, der var resident i
Hamburg. Han fik først Dragsholm og Sæbygård i pant, og derefter blev der i 1688
sluttet et forlig, hvorefter han fik udlæg i Dragsholm med Anneberg gård, Ellingegård
og tilliggende gods, ialt 6265 Tdr. hartkorn, der beregnedes til 50 rigsdaler pr. Td.
Det viste sig at være en fordelagtig pris for Henrik Müller. Da Teixera i 1694 solgte
Dragsholm, men nu kun med bøndergodset i de nærmeste sogne og i Holmstrup
samt kongetiender af 4 kirker, fik han for 1445 Td. hartkorn kun 20,000 Rdl., eller
kun 14 Rdl. pr. Td. hartkorn. Svenskekrigen havde fuldstændig udpint og forarmet Landet.
Svære skatter, misvækst, pest og fattigdom var krigens følger. Bøndergodset var
så ødelagt og elendigt, at næppe en gård blandt hundrede kunde svare skatter
og landgilde. Man regner, at omtrent hvert femte menneske i Danmark blev
dræbt i krigen, og at hver femte bondegård kom til at ligge øde og ubeboet.
Mange af disse øde gårde blev lagt sammen til Dannelse af nye herregårde.
På Dragsholm gods var dette f. Eks. tilfældet med Egemarke.

Efter sit store nederlag flyttede Henrik Müller først til København, så til sin
datter og svigersøn, Dr. jur. Caspar Bartholin, og fra 1690 tog han ophold hos
sin anden datter, Drude, der var enke efter kancelli råd Thomas Frische, Lejregård.
Her døde han den 2. marts 1692, næsten 83 år gammel. Hans kiste blev nedsat
i familiebegravelsen i Nicolai Kirke.

Da Henrik Müller havde måttet optage store lån hos sin familie, var den efterhånden
meget fattig. Den før så mægtige mand, der rundeligt havde åbnet for sine store
pengeskuffer, når staten kom til ham, stod på sine gamle dage som en skov,
der på en stormnat er ribbet for alle sine blade. Han måtte da med sine "sær
og particulier hjert-klemmend anliggender i denne min store betryk og Trang"
bønfalde kongen om hjælp, og der blev da også bevilget ham en årlig pension
af 500 daler.

Da Henrik Müller var død, bevilgede kongen på et andragende fra en af sønnerne
ligeledes 500 rigsdaler, "da familiens vilkår var så slette, at han ellers ikke vilde
komme hæderligt i Jorden"!


Billede

Henrik blev gift med Sophie Hansdatter Rosenstiern i 1633. (Sophie Hansdatter Rosenstiern blev født den 20 Jun. 1616 i Varberg, døde den 3 Mar. 1669 i København og blev begravet i Nicolaj Kirke, København.)



Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 2 Feb. 2018 med Legacy 7.5 fra Millennia