Gjertrud Nilsdatter Rasch

  Notater:

Linda Larsen har skrevet en historisk roman: Håbets år",
som har mange fakturelle ting med om Gjertruds liv.

Fra Amalie Berthelsens hjemmeside har vi hentet denne lange tekst,
som beskriver Gjertrud Rasch:

En sommerdag 1707 knyttede Gjertrud Rasch sin skæbne til den nysordinerede
Hans Povlsen Egedes. Han var i juni blevet beskikket til kapellan i Vågan i Lofoten.
Som barn har han efter al sandsynlighed kendt og følt sig knyttet til hende,
ægtede hende, skønt hun var 13 år ældre end han. Han traf ikke sit valg for
arvs skyld, for hendes fader havde kun efterladt hende 7 rigsdaler, ej heller
for at få embede, thi han lagde sig ud med præsteenken i Vågan ved ikke
at ægte hende.
Ud af alle kilder, der taler om Gjertrud Rasch og Hans Egede, læses med klare
ord samspillet mellem de to mennesker i, hvad godt og ondt der tilskikkedes dem.
Hans Egede var med sine 21 år et brushoved, ungdommeligt begejstret,
nok noget hidsig. Den 34-årige Gjertrud Rasch har været mere rolig og afdæmpet.
Da den unge kapellan kom i strid med sine foresatte og pludselig fo'r ud på sin
fantasiflugt til stammefrænderne i Grønland og ville lade handling følge fantasi,
holdt hun, den besindige, den husholderiske, igen. Bedsk og bitter strid og
døvende dom over kapellanen fra de overordnede gjorde imidlertid også hende
livet i Vågan uudholdeligt. Hendes tanker fulgte mere og mere villigt den unge
ægtemands drømme om missionsfærd til Grønland.
Den var hende langt fra fremmed, den dengang så fjerne ø. Hendes broder
Niels Rasch havde som styrmand været med på en bergensisk købmands
handels- og hvalfangsttogter. Da Hans Egede i 1717, efter 7 års forsøg på
at få ørenlyd for sine planer, indgav sin afskedsbegæring, stod den nu
44-årige hustru fuldt og helt bag ham, troede på hans kald. Så helt gik hun
ind for hans gerning, at Hans Egede senere kunne skrive, at hun „ofte trøsted
og opmuntred mit Sind, naar det af saa mange Anstød var bleven kleinmodig
og nedslagen".
Det var dog næppe med et let og glad sind, hun og deres små børn gik om bord
på „Haabet", da det lille skib den 3. maj 1721 forlod Bergen. Den 3. juli landede
de ved Håbets Ø i Godthåbs skærgård. Og så fulgte de 7 trange år herude under
vejrligets nådeløse omskiften. Tåge, kulde, slud, råkold havvind, regn og storm,
sne og is. Sjældent bliver der rigtig lunt på disse små kuplede øer. Der fortælles
om livet herude, om de mange gøremål. Men stille er der om Gjertrud Raschs navn.
Hun er moderen og hustruen bag ægtemandens slidsomme gerning. Man aner dog
gennem det hele, hvilken støtte hun har været for hele den lille koloni. Det var
Hans Egedes opfattelse, at han bedst ville nå ind til grønlændernes sind gennem
deres egne. Derfor optog han grønlændere, dels børn, dels unge, i sit hus.
Barmhjertighed over for syge og nødstedte åbnede også hjemmets døre. Plads var
der ikke megen af, men Gjertrud Rasch fandt alligevel rum for alle. Men ikke nok
med det: Når handelsfærd og missionsgerning kaldte alle mand af huse, passede
hun på pakhuset, hvor de dyrebare udhandlingsvarer og provianten lå, og hvor
de sparsomt indkomne grønlandske produkter blev opbevaret, til skibet om sommeren
kom.
1728 flyttede kolonien i den regnfulde sommer til det nye stenhus i Godthåb,
hvor tilværelsen fortsatte omtrent uforandret. Dog skiftede mennesker, kom og
rejste, og dermed skiftede arbejdsvilkårene uafladeligt. For alle var Gjertrud Rasch
og Hans Egede det faste holdepunkt. Godthåb, der havde været næsten øde for
grønlændere, blev på grund af missionen og handelen, og især senere da
herrnhuterne kom til, en stadig voksende koloni. Men brat blev væksten stækket
ved koppeepidernien 1733— 34. Da ydede den nu 6o-årige Gjertrud Rasch sin
største barmhjertighedsgerning. Det berettes, at 50 mennesker døde i Hans Egedes
stue i kolonihuset. Hvem passede dem, før de døde, andre end Gjertrud Rasch
og hendes døtre. Men ikke nok med, at de tog de syge grønlændere i huset,
utrættelig vandrede Gjertrud Rasch rundt fra grønlænderhytte til grønlænderhytte
vinteren igennem og hjalp, hvor hun kunne.
Hvad under da, at den efter datidens forhold gamle kvinde, hvis liv havde været
eet fortsat slid under trange kår, tømte sine sidste kræfter. Vinteren 1734-35 klarede
hun sig igennem. Hen på sommeren forværredes hendes tilstand kendelig. Hjemrejsen,
som var besluttet, måtte opgives. Fra oktober lå hun udmattet hen, svagere og svagere
blev livsgnisten. Endelig den 21. december udåndede hun. Stille toner Hans Egedes
dybe sorg gennem den lov, han giver hende i sine dagbogsoptegnelser den dato.
Tydeligt taler frem fra de få linjer bevidstheden om den støtte, hun havde ydet ham
i trange tider. „Villig og hengiven" brød hun med alt, hvad hun havde haft kært i sit
eget liv for at følge hans kald.
Store ord passede ikke til Gjertrud Rasch. Så meget desto dybere når den inderlige
tone i, hvad Hans Egede skriver, ind til kernen i hendes væsen.

ntbl http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1971-7-Artikel01.txt [1] I

Gjertrud blev gift med Hans Povelsen Egede, søn af Povel Hansen Egede og Kirsten Jensdatter Hind, i 1707 i Kvæfjord. (Hans Povelsen Egede blev født den 31 Jan. 1686 i Harstad, Trondenes, Norge, døde den 5 Nov. 1758 i Stubbekjøbing og blev begravet i Nicolai Kirkegård, København.)